Apple og Hermès indgår samarbejde om Apple Watch

Apple introducerede på deres keynote i starten af september, at der var store opdateringer på vej til deres digitale armbåndsur, Apple Watch. Nyt styresystem, native apps og designsamarbejde med en modegigant – vi kigger nærmere på det vigtigste nyheder
hermes
Apple Watch - foto: Apple/Hermès

Nyt styresystem – Apple Watch OS2
Apple Watch OS2 er navnet på det opdaterede styresystem, der skaber en række nye muligheder for det digitale armbåndsur. Med Watch OS 2 lanceres der nye watch faces, der svarer til computerens baggrundsbillede, og det er også blevet muligt at integrere tredjepartsapps i dine watch faces. Det betyder, at du eksempelvis kan se nyheder, flyafgange og sportsresultater på forsiden af dit Apple Watch. Udseendesmæssigt ligner OS2 sin forgænger, men teknologien bag har fået et pift, så apps kører bedre og mere flydende.

Ligesom på iPhones nye styresystem iOS 9 er der med OS2 kommet offentlig trafik i Maps - dermed er det slut med at misse bussen.

Native Apps
OS2 skaber bedre vilkår for tredjeparts app-producenter, da Apple har implementeret native support. Det betyder, at der kan trækkes data direkte fra urets hardware, hvor man tidligere skulle parre uret med en iPhone, før det kunne lykkes. Herudover får producenterne også adgang til urets mikrofon, højtaler, digital crown og meget andet.

Apples CEO Tim Cook afslørede på septembers keynote, at Facebook Messenger og GoPro er blandt de første store aktører, der vil drage brug af de nye muligheder for native apps. Det skabte en forventning om, at flere store firmaer senere vil følge i deres fodspor.

Designsamarbejde med Hermès
Da Apple i sin tid lancerede Apple Watch, blev de mødt med hård kritik af designet, der blev kaldt både kønsløst og idéforladt. Nu har Apple har indledt et samarbejde med det eksklusive franske modehus Hermès, om en serie af Apple Watches med speciallavet Hermès-interface. Serien bliver komplimenteret af tre håndlavede læderremme, der kan fås i et stort udvalg af farver. Det er første gang, at Apple indgår partnerskab med et luksusbrand, og det virker dermed til, at de har taget desingkritikken alvorligt.